Computerspil

For at reflektere over "computerspil i pædagogiske institutioner" og pædagogens rolle, så synes jeg at det er relevant først at se på samfundets udvikling.
I bogen "Børn og familie i det postmoderne samfund" kan man læse at samfundet idag kendetegnes ved konstant forandring og udvikling. Denne udvikling gør at samfundet måske ikke engang er det samme fra generation til generation. Børn kan altså forvente at komme til at leve op under helt andre forhold og livsvilkår end deres forældres. Dette betyder at forældre, pædagoger og politikkere, som har ansvar for børns fremtid og ønsker at forberede børnene på livet, ikke længere kan opdrage per tradition. Men i stigende omfang bliver nødt til at forholde sig kritisk reflekterende til deres egne indsatser og til de strategier, der ligger til grund herfor.
Denne udvikling må vi altså som pædagoger have i tankerne og respektere når vi har med børn at gøre.
Derfor mener jeg at det er rigtigt, som der står i teksten "Doom i Havnbjerg", at vi må bevæge os væk fra den pædagogiske tænkning, som grundlæggende bygger på ideen om, at viden overføres fra lærer til elev som "faste pakker" eller som færdige redskaber til at bearbejde information med.
Vi må se i øjnene at vi ikke kan vide alt omkring det nye i samfundet og hvordan det udvikler sig. Dette ville også nærmest være umuligt med hensyn til computerverdenen. Da denne virkeligt er i en højt accelererende udvikling.
Vi må altså benytte os af andre pædagogiske metoder for og som der står i "Doom i Havnbjerg" kan vi benytte os af at børnenes brug af computere kan være til inspiration for en pædagogisk udvikling, ikke mindst fordi det er muligt at få øje på andre former for læreprocesser end dem vi normalt betjener os af. bl.a. en læreprocess der ikke er underlagt den formålsstyrring som i støøre eller mindre grad altid præge pædagogik og indlæring.
Samfundet kræver altså at vi som pædagoger idag skal være åbne for nytænkning og udvikling af nye metoder.
Mange pædagoger vil nok, som pædagogerne i Huset, være usikre og bekymrede omkring deres egne kompetancer. Men jeg mener at vi som pædagoger må indse at, med den rivende udvikling der sker, kan vi ikke have viden omkring alt. Vi kan ikke længere benytte os af gamle vaner og traditioner. Vi må altså benytte os af nye metoder.
Her synes jeg at det var en rigtig god måde de organiserede tiden i computerrummet på i Havnbjerg. Her blev det overdraget til børnene med hjælp fra de voksne. Denne måde må være utroligt lærende for børnene særligt med hensyn til sociale kompetancer. Pædagogerne benytter her de kompetancer og den viden som de har og overlader computer kompetancerne til børnene.
Gennem "Doom i Havnbjerg" fik jeg virkeligt åbnet øjnene op for hvordan computeren kan hjælpe især drengene med deres udvikling. De kan jo ved hjælp af computeren skabe en drengekultur, midt i den meget kvindedominerende verden som de er meget overvåget af idag.
Børn er jo pga samfundsudviklingen mere overvåget idag. Legen imellem børn idag foregår i institutioner med et flertal af kvindelige pædagoger til at overvåge børnene. Før i tiden legede børnene i gården eller på gaden og havde her bedre muligheder for at lege frit. Med computeren er der bedre muligheder for drengene for at skabe en drengekultur.